Hvad fortæller din krop om dine følelser?

Udover fysiske påvirkninger, reagerer vores krop også på de psykiske omstændigheder i vores liv.

Er du stresset kan du få spændte skuldre og hovedpine, hvis du er nervøs kan du få kvalme og dårlig mave, bliver du bange, kan du få en følelse af at halsen snører sig sammen og sorg kan føles, som om du har en tung sten i brystet.

Hvis vi undertrykker disse følelser igennem længere tid ved enten at bedøve, ignorere eller gemme dem, så stagnerer energien og kan komme til udtryk som spændinger og smerter.

Børn er rigtig gode til at lade deres følelser strømme frit. Der kan være kort mellem grin og gråd, vrede og lykke. Efterhånden som vi vokser op, lærer vi at kontrollere vores følelser og deres udtryk, hvilket til en vis grad er fint nok, da vi ellers lever i vores følelsers vold. Men mange lærer også en overdreven kontrol af følelserne eller endda en flugt fra dem.

Ved at kunne mærke og udtrykke alle aspekter af den du er, får du mere plads til at være den du er.

 

Her sidder følelserne

 Maven:

– Mellemgulvet: Angst for ikke at kunne præstere eller at man har taget rollen som den, der altid skal behage andre, kan mærkes som et “hul” i solar plexus.

– Midterste del af maven: Utryghed, nervøsitet og angst for afvisning, udefrakommende krav og forventninger, som man ikke kan/vil imødekomme vil ofte sætte sig her.

– Nederste del af maven: Undertrykt gammel og indestængt vrede kan fastlåses her. Også dyb frygt for om alt nu vil gå godt eller decideret livsangst kan lagres i dette område.

Maven er generelt let påvirkelig overfor alle længerevarende følelsesmæssige ubalancer.

 

Nakken:

Hold i nakken kan være et tegn på overdreven selvkontrol eller stædighed. En stiv nakke kan låse vores perspektiv og gøre, at vi kun kan se tingene fra én synsvinkel. En stiv nakke kan også betyde manglende beslutsomhed (måske véd man ikke, hvilken vej man skal vende sig).

 

Øvre del af ryggen:

Den øvre del af ryggen belastes især af følelsen af at føle sig uelsket og af følelsen af at man mangler støtte i livet. En manglende evne til at tage imod kærlighed kan også afspejles her.

 

Midterste del af ryggen:

Her manifesteres især skyldfølelse og de sider af én selv, som man irriteres over hos andre (ens skyggesider). Også sider af sig selv som man måske gerne vil vise mere af, men holder tilbage kan låses her.

 

Lænden:

Følelser af usikkerhed. Angsten for svigt eller for at miste kan give spændinger i lænden. Også krav og forventninger til sig selv kan give problemer i lænden. Spændinger generelt ned langs rygsøjlen og især i lænden kan være tegn på at man har udfordringer omkring præstation, kontrol og styring.  

 

Kæberne:

Kæbeproblemer kan have noget at gøre med at holde for fast og være bange for at give slip eller at man har et overdrevent behov for kontrol. Måske bider man tingene i sig i stedet for at reagere eller få sat ord på det. Undertrykt, tilbageholdt, indestængt vrede sætter sig ofte som spændinger i kæberne. Kæbespændinger kan også relateres til evnen “at bide tænderne sammen” og kæmpe. Ofte bider vi tænderne sammen, når vi er stresset. 

 

Halsen:

Det kan skabe stivhed eller spændinger i halsen, hvis tanker, følelser og handlinger er i konflikt, og hvis man ikke får udtrykt, hvad man føler. En spændt hals kan også skyldes manglende mod til at forsvare sig selv eller manglende mod til at tale fra hjertet og give klart udtryk for sine meninger og holdninger.

 

Skuldre:

Spændinger i skuldre kan betyde at man påtager sig mere end man burde, at man har alt for stort ansvar. Skuldrene kan blive stive og anspændte, når man ikke udtrykker sine virkelige behov, når man gør noget, som man i virkeligheden helst ville være fri for eller når det pres, der hviler på ens skuldre simpelthen bliver for tungt at bære. Skuldrene afspejler hvorvidt man ligger under for andres forventninger og sætter andre menneskers behov før sine egne. Skuldrene hænger også sammen med vores evne til at handle. Det er fra skuldrene, at vores handlende og kreative energi strømmer ned gennem armene og ud i hænderne, hvor det kommer til udtryk gennem det, vi udretter i verdenen og i det hele taget den måde vi lever vores liv på. Det er også skuldrene, der gør det muligt for os at række armene ud til kram og kærtegn. Er skuldrene trukket op om ørerne, tyder dette på, at der er tale om en stressrelateret tilstand. Er skuldrene trukket ind foran brystet (rundede skuldre) tyder dette på et behov for at passe på sig selv, for at skjule sig/ikke blive set eller for at beskytte sig selv.

 

Armene:

Armene repræsenterer evnen til at omfavne relationer og livsoplevelser; både det at kunne give og tage imod. Armene udtrykker den aktive handlende energi, som bevæger sig fra skuldrene ned gennem armene og via hænderne ud i verdenen. De manifesterer vores indre ønsker og længsler. Det er også armene, der udtrykker den energi, der kommer fra hjertet og går ud til verden ved at berøre, kærtegne og give knus. Er armene lukket over hjertet, er der lagt en beskyttende barriere mellem os selv og andre. Armene kan også bruges som en slags våben; de kan angribe, fornægte, afvise eller frastøde andre. Stive, smertende, trætte eller spændte arme kan således være et tegn på modstand eller et forsøg på at beskytte sig selv, sin integritet eller sit personlige rum.

 

Albuer:

Albuerne er det led der bøjer vores arme og sætter os i stand til at åbne armene og favne verden. Samtidig kan de også være spidse “våben”, som vi kan bruge til at kæmpe os frem i livet med. Albuerne sætter os i stand til at reagere energisk og ihærdigt, men de kan også udtrykke konflikt omkring vores handlinger. Eksempelvis er en tennisalbue en inflammation i leddet, som kan være et tegn på, at noget gør os irriterede, eller at vi er ophidsede over det, vi er i færd med. Problemer med albue-leddet kan således være udtryk for manglende evne til at skifte retning i livet, acceptere ændrede livsvilkår eller simpelthen give plads til sig selv eller andre. Hele vores tilpasningsevne kan afspejles i albuen.

 

Brystkassen:

Uforløst sorg sidder i brystet og mærkes som en “tung sten”, der spærrer for det frie åndedræt. Indsnævring af brystkassen er tegn på, at man ikke har fået lov til at “fylde sit rum ud”. Hvis vi af den ene eller anden grund er blevet indskrænket i forhold til at udtrykke os, kan brystkassen være fastlåst, som om den blev klemt af en stor hånd. Fremskudt brystkasse kan betyde, at man har udviklet et panser, der skal beskytte hjertet, hvis man f.eks. tidligt i livet er blevet frataget kærlighed.

 

Hofterne:

Hofterne afspejler vores tilgang til livet og modet til at kaste sig ud i livet. Også angsten for at tage store beslutninger kan manifestere sig som problemer og spændinger i hofterne.

 

Lysken:

Her afspejles den personlige tilgang til livet og hvorvidt man tør stå frem eller har tendens til at trække sig. Også udfordringer i forhold til seksualitet vil ofte manifesteres i dette område.

 

Balderne:      

Spændinger i balderne kan skyldes, at man føler krav om at skulle tage sig sammen eller holde sammen på sig selv. Man taler jo om at “klemme balderne sammen”, når man er presset og skal yde lidt ekstra. Balderne relaterer til evnen til at stille krav til og presse sig selv.

 

Benene:

Benene udtrykker, hvordan man forholder sig til livet; om man har modet til forandringer og til at tage afgørende skridt i livet. At kunne stå fast og stå på egne ben er vigtigt i livet – og problemer med dette kan manifesteres som problemer med ben eller knæ.

 

Knæene:

Vores knæ er skabt til at være fleksible, til at kunne give efter, men samtidig er de utrolig stærke. Knæene gør, at vi kan bøje os, give efter, være ydmyge –  fleksible knæ betyder, at vi kan rumme, mærke og udtrykke vores følelser. Knæproblemer kan derfor opstå, hvis man er stædig, ubøjelig eller selvretfærdig.

 

Fødder:

Overordnet afspejler fødderne, hvordan man har det med det sted, man er på vej imod. En uklar kurs kan afspejles i enten meget indadvendte eller meget udadvendte fødder, og en frygt for, hvad der ligger forude, kan manifesteres som ømme fødder eller hyppige forstuvninger, der således forsøger at bremse færden. Man kan sige, at fødderne afspejler om man er glad og tilfreds eller om man går i en retning man ikke synes om.

 

Hænderne:

Det er med hænderne, at vi modtager og griber ud efter ting, personer og oplevelser, vi gerne vil have. Og det er tilsvarende med hænderne vi fastholder eller modsat knytter næverne og viser modvilje eller bruger dem til at markere en grænse. Håndleddene kan være belastet, hvis vi har tendens til at give for meget.

 

 

 

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ring